I 1940’erne og 50’erne kom mange danske mænd til Grønland og arbejdede i kortere eller længere tid. Her lærte de grønlandske kvinder at kende, forhold der ofte resulterede i børn. De fleste mænd tog tilbage til Danmark, hvilket betød, at mange børn voksede op uden deres danske far. Mange af børnene afholdt sig fra at lede efter og kontakte deres forsvundne fædre. Enten fordi deres mødre ikke vidste, hvor mændene var blevet af, eller af frygt for at blive afvist. At mange grønlændere har en baggrund med ukendte, ofte danske, rødder har sat sit præg på den enkelte og på samfundet.
Kampen for en far er historien om Anne Sofie, som blev født i 1948 af en grønlandsk mor og en ukendt dansk far. Hun blev af den grund mobbet og blev en sårbar og indadvendt pige. Ønsket om kontakt til faderen voksede, og med moderens modvillige mellemkomst fandt Anne Sofie sin far i 1965, da hun var 17 år. Faderen var glad over datterens initiativ og ønskede at indlemme hende i sin familie. Hans hustru modsatte sig imidlertid, mens andre familiemedlemmer som bedstemoderen og fasteren tog godt imod Anne Sofie. Far og datter nåede kun at få tre uger sammen, inden han døde som følge af en trafikulykke. Herefter kom der for Anne Sofies vedkommende en barsk tid med arvestrid og en kamp for at blive accepteret, men også en spændende tid, hvor hun udvikler sig og får skabt et forhold til sin danske familie.
Bogen er bygget op omkring den velbevarede brevveksling, der har været mellem Anne Sofie og hendes danske familie, først og fremmest hendes far, bror og faster, bundet sammen af Anne Sofie Hardenbergs øvrige erindringer og samtidige fotos.
Anne Sofie Hardenberg har i de senere år gjort sin store interesse for og viden om grønlandske råvarer til sin hovedbeskæftigelse. Hun er forfatter til kogebogen Igaassat – Opskrifter, Atuakkiorfik, 2007, som blev nr. 3 i en international konkurrence for kogebøger. Samme år blev hun udnævnt til Grønlands madambassadør for Ny Nordisk Mad, og i 2008 startede hun firmaet Kvann ApS sammen med tre partnere i Danmark.
Pia Christensen Bang er journalist og har boet og arbejdet i Grønland i en årrække, blandt andet som nyhedschef i KNR, Grønlands Radio, og fra 2008 som kommunikationsmedarbejder i Air Greenland. Hun har tidligere skrevet bogen Seje kvinder, en portrætbog af syv grønlandske kvinder, milik publishing, 2007.