Anne-Marie Gjedde Olsen

Anne-Birthe Hove

Det er karakteristisk for Anne-Birthe Hove, at hun er meget grundig med sin research og skal ud i mange hjørner under sit forarbejde til et nyt værk. Hendes kunst afspejler en sans for materialernes muligheder og en lyst til at fortælle historier. Hun er en kunstner i konstant bevægelse, der til stadighed udfordrer sig selv og søger nye udtryksmuligheder – og hun er ikke bange for at udfordre sit publikum med sine tankevækkende og bevægende kunstværker.

Citatet afspejler essensen af kunsthistorikeren Anne-Marie Gjedde Olsens ’guidede tur’ gennem Anne-Birthe Hoves mere end 30-årige kunstneriske virke – en tur, som også ind imellem bliver en rejse gennem nutidens Grønland. I modsætning til mange andre grønlandske kunstnere lader Anne-Birthe Hove sig ikke kun inspirere af den storslåede natur – menneskets vækstbetingelser i den såkaldte civilisationsproces er et omdrejningspunkt for meget af hendes kunst. Hun er først og fremmest kendt som grafiker og har gennem de senere år tillige udført mange spændende udsmykninger af offentlige rum, som viser ganske andre facetter af hendes alsidige og anerkendte kunstneriske virke.

Bogen udkom i forbindelse med en retrospektiv udstilling af Anne-Birthe Hove i Katuaq, Grønlands Kulturhus, sommeren 2005. Den kan med sine mange flotte illustrationer og tekst på grønlandsk, dansk og engelsk sagtens nydes uden udstilling – som en foreløbig status fra en af Grønlands dygtigste billedkunstnere, som vi med garanti kommer til at høre meget mere fra.

Anmelderne skrev:

Den grønlandske kunstner Anne-Birthe Hove har tit et eller andet humoristisk twist i sine værker. En lille detalje, som får en til at smile. Til at tvivle. Til at synes, at hendes kunst er værd at beskæftige sig med, fordi den aldrig har entydige budskaber. Den er en spændingsfyldt cocktail af realisme, poesi, natur, mennesker og politik.
Marianne Krogh Andersen, Weekendavisen

Den er ikke blot forsynet med en medlevende tekst. Bogen er også med til at synliggøre vigtige sider af det grønlandske kunstliv, der netop i disse år synes at have slået turboen til (…) Man er i godt selskab med den gamle rebel, der på sin vej gennem sit kunstnerliv folder sig ud i overraskende mangfoldighed – men hele tiden med en genkendelig grundtone.
Christian Schultz-Lorentzen, AG

Det er en god introduktion til denne spændende kunstner, der til stadighed er i udvikling, men som altid bevarer den grønlandske accent i sit kunstneriske sprog.
Lise Widding, Dansk Bibliotekscenters lektørudtalelse

  • Anne-Birthe Hove
    Af Anne-Marie Gjedde Olsen
    Forord af Aqqaluk Lynge
    Grønlandsk, dansk og engelsk tekst
    Katuaq & milik publishing, 2005
    96 sider, gennemillustreret i farver
  • ISBN: 87-91359-06-6
  • Køb bogen:

  • bogguide.dk